Nedenstående er 3 minutter fra Distriktspræsidentens klubbesøg i maj 2007. Dette interessante indlæg vil jeg gerne dele med alle klubber i Distrikt 44.

 

Venlig hilsen

Kirsten Jensen

 

HVORDAN ER DET AT BO PÅ FÆRØERNE?

 

 

Et irrelevant og paradoksalt spørgsmål, hvis ladningen i sætningen har grobund i de mærkelige teser, man engang imellem støder på i udlandet, også i Danmark, at der et sted ude i Nordatlanten findes et land, hvis befolkning er huleboere, der går iklædt nissehuer året rundt, således som Ekstra Bladet beskrev den færøske befolkning i optakten til EM-kvalifikationskampen mellem Færøerne og Danmark i 1992. Kampen der lukkede og slukkede den gamle idrætspark i København. Vi tabte med 4-1.

Nå, spøg til side.

Nu har I muligheden ved selvsyn at konstatere, at sådan forholder det sig ikke. Absolut ikke. Digteren Rói Patursson, der blev hædret med den nordiske litteraturpris i 1986, beskriver det igennem sin datter, i et af hans mest kendte digte: Regn. Igennem vinduet registrerer hun de voldsomme regnskyl og vindens voldsomme hærgen, og med et udbasunerer hun: Det regner i hele verden. Og derefter får vi en perlerække af lokaliteter: Det regner i Harlem, i Babi Yar, i Rovaniemi, i Valparaiso og i Torshavn. I digtet finder vi også hans kendteste strofe: Det regner på biblioteket, og det lækker mellem teori og praksis.

 

Et udtryk for, at vi alle sammen er blomster af samme race, der hver for sig forsøger at tilkæmpe os et værdigt liv, dog underlagt de nuancerede naturlige forhindringer der måtte findes rundt om i verden.

 

På godt og ondt er Færøerne en del af den vestlige halvkugle. Kulturelt, politisk og i åndelig størrelse. Landet har været igennem en kolossal udvikling siden anden verdenskrig, og i dag er vi på de fleste områder på højde med de andre nordiske lande som velfærdssamfund.

Færøerne har sit eget flag og eget sprog og til daglig lever vi vel som de andre folk i Norden. De unges madvaner er præget af pizza, burgere, chips og cola.

Men vi har dog bevaret mange af vores gamle madvaner f. eks. skærpekød, tørret fisk og grind. Dette er for os delikatesser. Man kan være heldig at købe disse ting i forretningerne, men det er mere almindeligt, at man selv producerer, f.eks. selv hænger sit nyslagtede fårekød op i ”hjallin” (udhuset), så bliver det til skærpekød efter 5-6 mdr., dette kan lade sig gøre p.g.a den saltholdige luft vi har.

 

I dag er fiskeriet Færøernes hovederhverv, og fisken bliver forarbejdet på moderne filétfabrikker og bliver eksporteret og udgør mere end 90% af vores eksport, men selvfølgelig beholder vi en hel del til eget forbrug, vi spiser virkelig meget fisk på Færøerne; men for mange år siden var Færøerne et landbrugsland, hvor man havde fåreavl som hovederhverv. Et slogan lød sådan: ”Ull er Føroya gull” eller på dansk: ”Uld er Færø guld”, men det gælder jo ikke længere, men vi har stadigvæk omkring 75.000 får, men det er mest til eget forbrug, både hvad kødet og ulden angår. Fårene går ude hele året. I oktober bliver de slagtet, og det foregår som oftest i kælderen eller i udhuset, og det er noget som man selv gør, der er intet slagtehus på Færøerne. 

 

I mit nabolag boede en stor kunstner det var den verdenskendte William Heinesen, der skrev sine bøger så tæt på mit køkkenvindue, at jeg næsten kunne følge med i teksterne, der endte med at blive klassikere i den store verden.

 

Indledningen til hans måske kendteste bog, ”De fortabte spillemænd”, er en konstatering, der vil noget: ”Langt ude i det kviksølvlysende verdenshav ligger et ensomt lille blyfarvet land. Det lillebitte klippeland forholder sig til det store hav omtrent som et sandskorn til gulvet i en balsal. Men set under forstørrelsesglas er dette sandskorn alligevel en hel verden med bjerge og dale, sunde og fjorde og huse med smaa mennesker. Ja, et sted ligger der endda en hel lille gammel by med brygger og pakhuse, gader og stræder og stejle gyder, haver og torve og kirkegaarde. Der er ogsaa en gammel højtliggende kirke, fra hvis taarn der er udsigt over byens tage og videre over det almægtige hav.”

 

Et andet sted har Heinesen gjort konstateringen, at Torshavn er verdens navle,  men han har i sin åndelige virksomhed, som er et symptom på nationens tilstand, bevist, at vi 48.000 sjæle bor her i verdens geografiske udmark af andre årsager end kun de praktiske.

 

Isolationen er brudt. Vi ser i dag længere hen i udviklingen end William, da han beskrev fyrtårnet på den nærmest beliggende ø, som tårnet ved verdens ende. Vi er en del af verden, en del af globaliseringen, vores ungdom surfer rundt på internettet time efter time og uddanner sig i alverdens afkroge for at matche menneskehedens  udvikling.

 

Hvorfor bor vi på Færøerne? Velsagtens fordi vi betragter os som en ligeværdig part af menneskeheden, at vi har vores egen nationale identitet, som arvinger af nordiske vikinger, og vel især fordi vi mener at have samme opgave som alle andre eksistenser i denne verden, i åndelig og verdslig øjemed at gøre vores yderste for at forsørge os selv af egen drift, at gøre verden bedre, samtidig som vi producerer et overskud til dem af os, der ikke var så heldige, at de stod med en guldske i hånden, da verden åbenbaredes for dem.

 

Det regner i hele verden. Dog ingen steder værre end i Torshavn. Alligevel elsker vi dette sted og agter aldrig at flygte herfra. Trods internationaliseringen har mine børn heller ingen planer om det, og mine børnebørn ser ud til at stortrives her.